Storebæltsbroen bliver en pengemaskine

Det bliver ikke gratis at køre over Storebæltsbroen, når den om 15 år er betalt. Det er meldingen fra politikerne.

Broen indbringer et par milliarder kroner årligt, og det skal den blive ved med, skriver Berlingske Tidende søndag.

Storebæltsbroen er på 10 år blevet en af Danmarks-historiens største trafikale succeser.

Knap 30.000 biler kører i gennemsnit igennem betalingsanlægget ved Halsskov hver eneste dag. Det er næste dobbelt så mange som forudset.

Derfor er broen er tilbagebetalt fire-fem år tidligere end oprindeligt beregnet.

Men står det til de tre gamle bropartier, Venstre, Socialdemokraterne og de Konservative, skal det fortsat koste at køre over.

- Det bliver næppe gratis at køre over Storebælt, da der fortsat vil være udgifter til drift, vedligeholdelse og reinvesteringer af den faste
forbindelse. Jeg forventer, at det vil være en sag, der til den tid skal drøftes blandt forligspartierne, siger transportminister Carina Christensen (K).

Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen er enig i, at der fortsat
skal være en vis brugerbetaling på Storebælt.

- Personligt kan jeg forestille mig en model, hvor vi sænker taksterne en smule eller i hvert fald holder dem i ro. Det overskydende provenu kan så bruges til andre infrastrukturprojekter samt til vedligeholdelse af Storebæltsbroen, som selvfølgelig skal holdes i tip-top stand, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Socialdemokraternes trafik-ordfører Magnus Heunicke mener dog, at det skal være billigere at køre over broen, når den er betalt.

- Men jeg tvivler på, at det bliver gratis. Man skal også huske på, at broen skal vedligeholdes, og at der skal være en balance i forhold til færgerne,« siger Magnus Heunicke.

Uden for forligskredsen siger også Dansk Folkepartis trafik-ordfører Kim Christiansen, at man skal nok regne med, at bruger-betalingen er kommet for at blive.

- Der er behov for nye, store infrastrukturinvesteringer på omkring 130 milliarder kroner frem til 2030, og det kan broafgifterne være med til at finansiere. Der er også trafikforskere, som siger, at der måske bliver behov for en ny forbindelse efter 2035, og så kan indtægterne gå til
en Kattegat-bro, siger Kim Christiansen.

Oversigt

    Oversigt