Storebæltstragedie: Lastbilschauffør og bilist skal i fængsel

To bilister, der var impliceret i en tragisk dødsulykke på Storebælt i november, blev mandag idømt fængselsstraffe ved Retten i Svendborg.

En 33-årig lastbilschauffør fra Vejle-kanten og en 25 årig bilist fra Aarhus blev mandag ved retten i Svendborg idømt henholdsvis tre måneder og 30 dages fængsel for at have været impliceret i et færdselsuheld på vestbroen over Storebælt en mørk novemberaften sidste år.

Opdatering
Clock20. sep 2019, kl. 14:03
Advokaten til bilisten oplyser til TV 2/Fyn, at man har anket dommen til landsretten.

Lastbilschaufføren, der kørte med 13 ton minkfedt, tabte en del af den slimede last på vejbanen, da han kørte op i traileren på en forankørende personbil.

Han kørte fra stedet uden at have ryddet op på vejbanen, men det skete ifølge hans forsvarer Betina Hald Engmark, fordi han ikke var klar over, at han havde tabt noget af sin last.

Den 25-årige bilist gled ligesom tre andre bilister rundt i det glatte minkfedt og ramte en anden bil så uheldigt, at den snurrede rundt, kørte ind i endnu en bil, hvorved en halvanden år gammel pige blev dræbt, mens hendes far brækkede ryggen. Retten i Svendborg mente ikke, at den 25-årige havde vist opmærsomhed og tilpasset sin hastighed på ulykkesstedet.

Manden har siden været delvist uarbejdsdygtig.

Familiens bistandsadvokat fremlagde i sidste uge et samlet erstatningskrav for familien på cirka en halv million kroner.

Det krav har de tiltaltes forsvarere afvist og i øvrigt henvist til et civilt søgsmål.

Ved domsafsigelsen klokken 15 besluttede domsmandsretten, at de to tiltalte skal betale 250.000 kroner i erstatning.

Anklager Pernille Moesborg havde krævet den 33-årige lastbilschauffør idømt en fængselsstraf på 4 til 4,5 års fængsel - inkluderet en reststraf fra en anden dom på et år -  mens kravet mod den 25-årige var ubetinget fængsel på 30 dage for ikke at have kørt efter forholdene.

Begge tiltalte er frakendt førerretten betinget og får en bøde på henholdsvis 3000 og 2500 kroner.

De to dømte mænd udbad sig begge betænkningstid om de vil modtage eller anke dommen til landsretten.

 

Oversigt

    Oversigt