Storm på Fyn: Nu kan du gratis hente sandsække

​Beredskab Fyn udleverer sandsække, som fynboerne gratis kan bruge til at holde vandet væk i forbindelse med stormen Urd.

Som følge af varslet om højvande har Beredskab Fyn besluttet at lægge sandsække ud til berørte borgeres frie afbenyttelse. Det sker klokken 10 anden juledag.

Det gælder for Nordfyns Kommune, Odense Kommune, Kerteminde Kommune og Nyborg Kommune, hvor det vurderes, at risikoen for højvande er størst.

- Vi har en situation tirsdag morgen mellem klokken tre og syv, hvor vandstanden stiger noget mere end det sædvanlige på nordkysten af Fyn, altså Odense Fjord, Nyborg og Kerteminde, siger beredskabsdirektør Mogens Bjerregaard.

quote Vandstanden stiger noget mere end det sædvanlige på nordkysten af Fyn

Mogens Bjerregaard

- Vi har valgt at tilbyde borgerne, at de kan få udleveret sandsække og derved afhjælpe problemerne omkring deres private ejendom, fortsætter Mogens Bjerregaard, der understreger, at Beredskab Fyn også er klar til at hjælpe med pumper, hvis uheldet er ude. 

Hvis du henter en sandsæk, skal du selv sørge for at fylde den op. Beredskab Fyn har dog nogle få sække, der allerede er fyldt med sand, og som også udleveres nogle steder. 

- Vi vælger at servicere borgerne ved at tilbyde dem, at de kan komme og hente sandsække, og så må de selv bistå lidt ved at hælde noget sand i, siger Mogens Bjerregaard, der understreger, at Beredskab Fyn ikke er forpligtet til at udlevere sandsækkene, men der er tale om en ekstra service.

Stormen Urd forventes ifølge TV 2 Vejret at ramme Fyn med storm anden juledag klokken 18 og frem til tirsdag morgen.

Herunder kan du se, hvor du gratis kan hente en sandsæk. Hvis du er i tvivl om, hvor du kan hente sandsække, kan du kontakte Beredskab Fyn på telefonnummer 65 51 18 00. Sækkene kan hentes frem til om eftermiddagen anden juledag.

Nordfyns Kommune

Falck i Bogense, Vestergade 15, Bogense
Klintebjergvej 166b

Odense Kommune

Beredskab Fyn, Åsumvej 35, Odense
Lodsvej i Stige
Seden Strandby – henter selv på brandstationen i Odense

Nyborg Kommune

Nordenhuse, ved krydset Nordenhuse/Ørnevej
Nyborg Centrum, Dronningensvej 48, Nyborg
Taarup, Maemosevej

Kerteminde Kommune

Lillestrand v. Tværgade

 

 

 

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt