I det fynske folks tjeneste

Stormflod stadig ikke afregnet

Knap halvandet år efter den voldsomme stormflod i november 2006 har flere husejere stadig ikke fået erstatning. Stormrådet beklager ventetiden.

Flere husejere mangler fortsat at få deres sager behandlet efter den historisk voldsomme stormflod i november 2006, hvor havet rejste sig og fyldte kystnære huses kældre og stuer med saltvand.

Da skaderne efter stormfloden 1. og 2. november 2006 var optalt, viste det sig, at Fyn blev hårdest ramt.

På den nordfynske kyst fra Middelfart til Nyborg blev 950 bygninger ramt af de høje vandstande, tæt forfulgt af Vestsjællands kyst fra Kalundborg til Vordingborg, hvor der indkom 914 anmeldelser.

Stormrådets endelige opgørelse lød på ialt 3500 skadesanmeldelser i hele landet. Rådet forventede dengang, at størstedelen af erstatningerne var udmålt og tilbagebetalt i løbet af sommeren 2007. Men den lader altså stadig vente på sig.

I Stormrådet erkender formand Karen Westerbye-Juhl, at arbejdet med erstatningerne er gået for langsomt.

- Vi har været for langsomme, og det er vi kede af. Ikke mindst for de mennesker, der har levet i uvished, om de kunne få skaderne dækket i al den tid, siger formand Karen Westerbye-Juhl til Ritzau.  

Karen Westerbye-Juhl siger, at de sidste sager ventes at blive bragt i orden inden for den næste måned.

Ifølge Karen Westerbye-Juhl er det nu ikke, fordi Stormrådet har siddet på hænderne, men alene fordi rådet i dag ikke er gearet til så store oversvømmelser som den i 2006. I de tidligere år har Stormrådet typisk behandlet mellem 100 og 200 sager om året, mens stormfloden i november 2006 med ét slag ramte mere end 4000 husstande.