Stormøde og demonstration i Ringe

Mange hundrede forældre var torsdag aften mødt op til stormøde og demonstration i Faaborg-Midtfyn kommune. Pædagogerne fortsætter strejken indtilvidere.  

På torvet i Ringe var 3-400 demonstranter samlet for at bakke op om de strejkende pædagoger og for at vise deres utilfredshed med de bebuede nedskæringer på børneområdet.

- Jeg kan ikke forstå at når man har pengene, hvorfor man så ikke bruger det på børneområdet, lød det fra Marie Bruun, der var mødt op på torvet.

- Jeg er utilfreds med at politikerne ikke erkender at børn er et råstof man er nød til at bruge penge på, siger Søren Petersen, der var mødt frem med sine børn til demonstrationen.

Strejke fredag

Demonstrationen var indkaldt af pædagogerne i Faaborg-Midtfyn, der fredag nedlægger arbejdet for 4. dag i træk på grund af nedskæringer på børneområdet.

- Jeg synes det er en flot opbakning vi har fået her i aften. Udover de mange hundrede mennesker her på torvet, så er der ligeså mange samlet inde på biblioteket, lød det fra Helle Larsen, der er talsmand for de strejkende pædagoger.

Dialogmøde

På biblioteket havde en række forældre samtidig indkaldt til dialogmøde. Salen var stoppet med bekymrede forældre, der fortalte om deres oplevelser og i insitutionerne i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Politikerene i panelet var Lene Høsthaab fra Venstre, Jacob Holm fra SF, Hans Jørgensen fra Socialdemokratiet,  Anne M. Mortensen fra Dansk Folkeparti og Søren Clemmensen fra De Konservative, og de lyttede til de mange forældre og forsøgte at forklare de ubehagelige nedskæringer til de mange fremmødte.

På tirsdag er der indkaldt til demonstration i en lang række byer rundt omkring i landet. I Odense vil demonstrationen mod nedskæringer finde sted på Flakhaven.

Oversigt

    Oversigt