Stormøder om lønkrav til det offentlige

Både pædagogerne i BUPL og Fag og Arbejde holder tirsdag stormøder for tillidsfolk. Storkonflikt er ikke aflyst trods flere delforlig, lyder meldingen.   

Der er stadig risiko for en konflikt, selv om forhandlerne er blevet enige om flere delforlig i overenskomstforhandlingerne.

Sådan lyder beskeden fra Henning Pedersen, formand for pædagogernes fagforening BUPL. En besked han også vil gentage, når omkring 1400 tillidsfolk tirsdag er indkaldt til stormøde i
Fredericia.

Og det er ikke noget tilfælde, at der er indkaldt til møde netop nu.

- Vi har indgået nogle delforlig, men skal først tage fat på spørgsmålet om løn 15. februar. Derfor er det en naturlig del af forløbet, at vi nu mødes, så vi kan få lagt pres på politikerne lokalt også. Man kan nemlig ikke bare sige, at et par delforlig har banet vejen til en samlet løsning, siger han.

Forbundet Fag og Arbejde har også indkaldt til stormøde i Odense tirsdag. Her ventes 2400 deltagere.

De gamle overenskomster udløber 1. april.

Oversigt

    Oversigt