Stormstyrke: Cykel-karavane kommer i strid vind på Fyn

126 ryttere i etapeløbet Postnord Danmark Rundt vil være på Fyn onsdag og torsdag. Onsdag skal de køre i vind på op mod stormstyrke.

Når anden etape af cykelløbet Postnord Danmark Rundt onsdag skydes i gang i Svendborg, bliver det med udsigt til en drøj dag i sadlen.

I løbet af tirsdag varslede nemlig både TV 2 Vejret og DMI at vindstød af stormstyrke vil ramme Fyn onsdag.

Således venter DMI kuling med en vindstyrke mellem 14 og 20 m/s kommende fra sydvest og med vindstød af stormstyrke - det vil sige vindstød på mellem 25 og 27 m/s.

Så der bliver kamp om, at ligge i læ i det 126 mand store felt.

Overraskende vinder

Tirsdagens første etape fik en overraskende vinder, da det danske cykeltalent og U23-europamester Casper Pedersen kørte sig helt ud og kørte alene i mål i Kalundborg.

Med tirsdagens etapesejr sætter Casper Pedersen sig onsdag i sadlen, som indehaver af løbets blå førertrøje samt point- og ungdomstrøjen. Her bliver feltet sendt af sted fra Torvet i Svendborg klokken 11.30.

Turen er på 183,8 kilometer fra Svendborg over Ørbæk tilbage til Svendborg med en afstikker over Tåsinge gennem Troense og forbi Valdemar Slot. Herefter går turen mod vest til Faaborg videre over Brobyværk og til Odense, hvor der sluttes af med tre omgange ved Sejerskovvej ved Den Gamle Landsby, hvor der også er mål.

Her kan du se etapen i detaljer

Torsdag er Otterup startby, når årets kongeetape går fra Nordfyn til Vejle - en tur på 183,6 kilometer. Her kan rytterne dog forvente at blæsten har lagt, lyder DMI's prognose.

Den danske U23-europamester Casper Pedersen vandt første etape og starter fra Svendborg iført den blå førertrøje.
Den danske U23-europamester Casper Pedersen vandt første etape og starter fra Svendborg iført den blå førertrøje.

Oversigt

    Oversigt