Stormvejr blæste panda ud af Odense Zoo

En rød panda manglede i Odense Zoo efter det kraftige blæsevejr tidligere på ugen. En nabo så den hænge i et træ uden for den zoologiske have.

En af de røde pandaer i Odense Zoo tog sig lidt af en springtur hen over nytår.

- Vi har haft en situation hos den ene af vores pandaer her i stormen. Vi regner med, at den er blæst ud af sit anlæg, siger zoolog Nina Collatz Christensen fra Odense Zoo i en facebookvideo. 

 

 

Pandaen er blæst ud af Odense Zoo i forbindelse med det kraftige blæsevejr tirsdag aften. Onsdag formiddag kunne personalet i den zoologiske have ikke finde den røde panda.

- Til formiddag kunne vi ikke se den nogen steder. Den kunne være sluppet ud. Så kom en melding fra nogle naboer, der havde set den oppe i et træ. Vi har fået den tilbage nu, fastslår Nina Collatz Christensen.

 

Fakta om den røde panda

Faldt i søvn i træ

Der skulle dog tilkaldes en dyrlæge for at få den ned fra de høje træer hos naboen. 

- Dyrlægen kom og bedøvede den, så den faldt i søvn oppe i træet og landede nede i et bærelagen, så alt er endt godt, fortæller zoologen.

Pandaen er tilbage i sit anlæg igen efter blæseturen.

Kraftigt nytårsblæsevejr var ingen officiel storm

Omkring nytår ramte et kraftigt blæsevejr store dele af Fyn og påvirkede trafikken flere steder.

Selv om nytårsblæsevejret var kraftigt og langvarigt, blev det ikke klassificeret som en officiel dansk storm. Den nåede dog at få navnet Alfrida.

De seneste dage har den efterfølgende stormflod på flere af de fynske kyster, heriblandt i Odense Fjord, oversvømmet flere områder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt