Storsejr til OB

OB udraderede Helsingør med 6-1 i forårspremieren og holder dermed trit med de andre hold i kampen om top-6.

OB's målsætning om at komme i top-6 i Alka Superligaen er tættere på at blive indfriet, efter at fynboerne søndag eftermiddag tæskede FC Helsingør med 6-1 på hjemmebane og dermed fik en perfekt start på forårssæsonen.

Anders K. Jacobsen scorede hattrick og spillede en fremragende kamp.

Debutanten Troels Kløve kom i januar til fra Sønderjyske, og han fik en god start for hjemmeholdet, da han stod for to oplæg. Med sejren stryger OB op på femtepladsen.

Den dårlige start for Helsingør betyder, at gæsterne fortsat befinder sig på 13.-pladsen.

OB kom allerede foran efter tre minutter, og ved pausetid var kampen nærmest afgjort, da stillingen var 3-0 til fynboerne.

OB's topscorer, Anders K. Jacobsen, stod for hele tre mål. Rasmus Festersen, Jeppe Tverskov og Nicklas Helenius stod for de øvrige mål.

Efter tre minutter kom OB foran. Troels Kløve sendte bolden ind foran mål til Rasmus Festersen, der sikkert sendte bolden i kassen.

Efter en halv times spil var det Festersens tur til at assistere. Han sendte et indlæg ind til Anders K. Jacobsen, der flot headede bolden i mål.

Ti minutter senere gjorde Anders K. Jacobsen det til 3-0.

Helsingør havde en forfærdelig kamp, hvor intet fungerede for holdet.

Efter pausen fortsatte fynboernes dominans, og efter få minutter udbyggede Jeppe Tverskov føringen.

Helsingør kom frem til flere store chancer i anden halvleg, men målmand Sten Grytebust havde en række gode redninger.

Anders K. Jacobsen fik ti minutter før tid sit hattrick, og Nicklas Helenius scorede kort efter på straffespark.

Nicolas Mortensen reducerede til sidst for gæsterne.

OB møder i næste runde FC Nordsjælland og skal forsøge at holde fast i toppen. FC Helsingør møder AC Horsens.

Oversigt

    Oversigt