I det fynske folks tjeneste

Storsmugler taget på fersk gerning

En storsmugler på Sydvest Fyn skal nu betale moms og afgifter for smuglerva-rer for 1,5 mio. kr. efter Skattecenter Svendborg i går sammen med politiet slog til mod en gammel kending.

Hans Jørgen Lindhardtsen, Fagchef, Skattecenter Svendborg ved smuglerfangsten.

Skattecenter Svendborg og Fyns Politi slog i tirsdag til mod en storsmugler på Syd-vest Fyn.

SKAT havde fra den lokale landbetjent fået oplysninger om, at den pågældende person var i Tyskland for at hente smuglervarer til videresalg.

Først på eftermiddagen mødte SKAT og landbetjenten op på smuglerens adresse og kunne konstatere, at der var købt ind i "rigelige mængder", idet personen blev taget på fersk gerning i færd med at læsse varer af på sin private bopæl.

Ved en efterfølgende grundig ransagning af bil og bopæl, blev yderligere varelager af øl, vin, sodavand, spiritus og slik fundet, samt et større kontant beløb.

SKAT kan dokumentere, at handlen har foregået siden 2002 af den pågældende, som er en gammel "kending" hos SKAT.

- Vi skønner, at der har været køb i Tyskland for minimum 1,5 mio. kr., og heraf skal beregnes dansk salgsmoms samt diverse punktafgifter, så den pågældende kan se frem til en pæn regning fra os, siger fuldmægtig i Skattecenter Svendborg Marianne Birk i en meddelelse.

- At købe indsmuglede varer sidestilles med at købe hælerivarer, så vi går nu i gang med at se på aftagerne af de indsmuglede varer, idet vi også er i besiddelse af oplysninger om kunder, oplyser Marianne Birk.