I det fynske folks tjeneste

Stort 90’er-rockband åbner for Guns N’ Roses i Odense

Sean Moore fra Manic Street Preachers skal spille koncert i Odense 6. juni. Foto: Mogens Flindt, Ritzau Scanpix

Manic Street Preachers giver koncert på Dyrskuepladsen til juni, hvor briterne åbner for Guns N’ Roses foran 40.000 fans.

Den britiske rockgruppe Manic Street Preachers spiller koncert på Dyrskuepladsen i Odense den 6. juni. Det har bandet offentliggjort på sin hjemmeside.

Samme dag spiller den legendariske rockgruppe Guns N’ Roses, og Manic Street Preachers fungerer dermed som opvarmning til sommerens koncert, der forventes at tiltrække op mod 40.000 tilskuere til Odense.

De walisiske rockstjerner slog igennem i 1990’erne med album som Generation Terrorists i 1992, mesterværket The Holy Bible i 1994 og de kommercielle succeser Everything Must Go i 1996 og This Is My Truth, Tell Me Yours i 1998.

Bandet er blandt andet kendt for hits som “A Design for Life”, “The Everlasting” og “If You Tolerate This Your Children Will Be Next”.

Nyt album på vej

Der vil formentlig være mulighed for at høre ny musik fra den britiske rockgruppe, der udsender sit nye album Resistance Is Futile til april. 

Læs også Guns N' Roses giver koncert i Odense

Det er dog Guns N' Roses, der er hovednavn til koncerterne på Dyrskuepladsen. De amerikanske rocklegender udgav i 1987 deres debutalbum Appetite for Destruction, der blev den bedst sælgende debutplade i USA nogensinde og blev solgt i flere end 30 millioner eksemplarer på verdensplan.

"Welcome to the Jungle", "Sweet Child o' Mine", "Paradise City", "You Could Be Mine", "Don't Cry", "November Rain" og "Estranged" er blandt amerikanernes største hits.

Billetsalget til koncerterne i Odense blev sat i gang i november. 

Manic Street Preachers - If You Tolerate This Your Children Will Be Next

Manic Street Preachers - The Everlasting

 

Ved du noget? Så send os et tip