Stort millionbeløb skydes i Odense-forstad

Over de næste fire år bliver der investeret 150 millioner kroner i Årslev, som skal have 1.200 nye indbyggere over de næste ti år.

Der skal investeres omkring 150 millioner kroner på at udvikle Årslev, der ligger 15 kilometer syd for Odense. 

Millionbeløbet skal være med til at tiltrække tilflyttere, så byen kan udvikle sig og blive en attraktiv forstad til Fyns største by. 

- Vi har som kommune et mål om at blive 3.000 flere borgere frem mod 2030, og 1.200 af dem skal bo i Årslev. Det gør området til et af vores vigtigste byudviklingsområder, siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune Hans Stavnsager (S) i en pressemeddelelse. 

Tæt på natur og motorvej

Pengene bliver investeret over de næste fire år og skal bruges på infrastruktur, en ny daginstitution, udvikling af en ny bymidte og bypark samt forberedelse til etablering af en ny bæredygtig bydel.

- I Årslev har du naturen lige uden for døren og storbyens tilbud tæt på. Krydrer du det med landsbyfællesskabet, så har du svaret på, hvorfor Årslev allerede i dag er et attraktivt sted at slå sig ned, fortæller Hans Stavnsager. 

I dag bor der cirka 4.000 mennesker i Årslev, der ligger tæt på Svendborgbanen, Svendborgmotorvejen og supercykelsti til Odense.

Oversigt

    Oversigt