Stort ståhej for Baagøs 32 vælgere

Baagøs befolkning steg med mere end 25 procent på valgdagen da seks valgtilforordnede tog færgen til den lille ø. Baagø har kun 32 stemmeberettigede, men på grund af det tre-dobbelte valg skulle der altså hele seks mand til at administrere valgdagen.

-

Baagøs befolkning steg med mere end 25 procent på valgdagen da seks valgtilforordnede tog færgen til den lille ø. Baagø har kun 32 stemmeberettigede, men på grund af det tre-dobbelte valg skulle der altså hele seks mand til at administrere valgdagen.


Hyggeligt valg
For de seks valgtilforordnede bliver valgdagen en hyggelig og stille dag. De få stemmer der skal afgives er til at overskue og traditionen tro har en af vælgerne, Jytte Dahl Hjeresen lavet god mad i rigelige mængder.
Dagen startede med kaffe og kage efterfulgt af det store danske frokostbord med sild, frikadeller og rødkål. Senere når eftermiddagskaffen, igen med kage, kan de valgtilforordnede se frem til forloren skildpadde.


Fyns Amts højeste valgdeltagelse
Men valget på Baagø drejer sig selvfølgelig ikke kun om Jytte Dahl Hjeresens gode mad. Omkring klokken 1030 var der så meget tryk på stemmeurnerne, at en kø på hele tre mand fyldte valglokalet. Da klokken var 12 kunne Baagø bryste sig af Fyns Amts højeste valgdeltagelse. Hele 16 vælgere havde nemlig været forbi for at stemme og det bragte altså stemmeprocenten op på 50 procent.


En der ikke vil stemme
Når dagen er omme vil der sandsynligvis ligge 31 stemmer i valgurnen. En af Baagøs beboere vil nemlig ikke stemme. Hun har ikke stemt i de sidste 30 år og har altså heller ikke tænkt sig at gøre det denne gang.


Bliver siddende til klokken 2000
Uanset hvornår der ligger 31 stemmer i boksen bliver de seks mand alligevel siddende i valglokalet. Reglerne siger nemlig at valglokalet skal være åbent - også selv om der ikke er flere der vil stemme.

Oversigt

    Oversigt