Stort temperaturfald: Efterårsvejr på en majdag

Efter en weekend med forårsvarme og sol bliver mandagen præget af iskold blæst fra nord og halverede temperaturer.

Nu gik det lige så godt:  Endelig havde nattefrosten sluppet Fyn, og vejret begyndte at opføre sig nogenlunde årstidssvarende.

En markant koldfront har natten til mandag bevæget sig ned over Danmark, og den giver os en kold og blæsende mandag, fortæller TV 2 Vejret.

Det betyder, at temperaturerne styrtdykker mandag, hvor vi kun når op mellem 7 og 10 graders varme landet over.

Ned til frysepunktet igen i nat

- Vi har fået en koldfront ind over landet i nat, og det betyder, at vi i dag ligger i nordenvind, så vi nok skal vænne os til temperaturer omkring de ti grader. Så vi er slået lidt tilbage, siger forklarer Trine Pedersen, vagthavende meteorolog ved DMI til Ritzau.

Mens det vil holde tørt mange steder, vil især den sydøstlige del af landet opleve flere skyer og spredte byger.

Natten til tirsdag kan temperaturerne nærme sig frysepunktet, fortæller Trine Pedersen.

 - Inde i landet kan vi få nattefrost, så hvis man har sat sommerblomsterne, så kan det godt være, at det vil være en god idé at dække dem lidt til, fortæller meteorologen.

Det samme vejrbillede fortsætter både tirsdag og onsdag. Her vil solen kun sporadisk få lov at trænge igennem skydækket. Temperaturerne vil holde sig omkring de ti grader.

Når onsdagen er overstået, vil et nyt højtryk fra Baltikum nærme sig landet, hvilket igen vil give lunere temperaturer.

- Fra omkring torsdag vil vinden gå i sydøst, og så sniger vi os nærmere de femten grader, men det bliver desværre ikke særlig stabilt vejr, siger Trine Pedersen.

Udsigten fra DMI for det  fynske område, der gælder til tirsdag morgen:

 

Oversigt

    Oversigt