I det fynske folks tjeneste

Støtte til Asmaa i Enhedslistens top

Flertallet af Enhedslistens centrale politikere vil ikke støtte et ekstraordinært årsmøde, der skal stemme om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur til Folketinget.

De medlemmer af Enhedslisten, der ønsker et ekstraordinært årsmøde for at gennemføre en ny afstemning om den kontroversielle folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid, har ikke opbakning fra en række af partiets centrale personer.

- Jeg mener ikke, der er grund til at holde et ekstraordinært årsmøde. Der er ikke sket noget siden sidste årsmøde, som begrunder det. Jeg har svært ved at se, at det vil være nyttigt, siger folketingsmedlem Per Clausen til Ritzau.

En rundspørge i partiets hovedbestyrelse, som Politiken har gennemført, viser opbakning til den muslimske kandidat.

15 ud af bestyrelsens 24 medlemmer vil ikke skrive under på en indkaldelse til et ekstraordinært årsmøde. En ønskede ikke at give sin stilling til kende, mens otte ikke var at træffe - herunder Asmaa Abdol-Hamid.