Lynnedslag i Ullerslev: Stråtækt landejendom brændt ned

Et lynnedslag på Ferritslevvej i Ullerslev har forårsaget brand i en stråtækt landejendom.

Torsdag middag brød en brand ud i en landejendom på Ferritslevvej i Ullerslev. 

Ifølge Fyns Politi er det et lynnedslag, som er skyld i branden.

Branden er endnu ikke slukket, og brandfolk fra Beredskab Fyn arbejder fortsat på at få styr på flammerne. Under slukningsarbejdet er ejendommens skorsten og den stråtækte tagkonstruktion kollapset. Ingen brandfolk blev ramt ved sammenstyrtningen.

Vagtchef ved Fyns Politi, Anders Furbo Therkelsen, oplyser til TV 2/Fyn, at der ikke er nogle personer, som er kommet til skade under branden.

Samtidig er der opstået endnu en brand i en anden ejendom i Ullerslev.

Kilder fortæller til TV 2/Fyn, at der er tale om en villa, og at huset brænder kraftigt. Om den anden brand også skyldes tordenvejret, er endnu uvist.

 
 
Foto: Local Eyes
 
 
Foto: Local Eyes

Oversigt

    Oversigt