Straksdom: Et års fængsel til Brugsen-røver

En 30-årig mand fik søndag formiddag en straksdom på et års fængsel - efter at have tilstået røveri mod Lokalbrugsen på Sankt Jørgens Gade i Odense.

Den 30-årige mand begik fredag formiddag klokken 10.14 røveri mod Lokalbrugsen på Sankt Jørgens Gade i Odense.

Røveren fik tiltvunget sig et mindre kontantbeløb ved at true personalet og forsvandt i ukendt retning.

Politiet anholdt lørdag formiddag en den 30-årige og sigtede ham for røveriet.

Oplysninger om gerningsmandens iøjnefaldende tøj - trøjen var i nogle stærke farver - var nyttige for politifolkene, som derfor til sidst kom på sporet af ham.

- Ved godt og gedigent politiarbejde lykkedes det lørdag formiddag at anholde manden, der i dag blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor han fik en straksdom på 1 års fængsel, lyder det fra Fyns Politi i en pressemeddelse.

Den 30-årige tilstod røveriet, der blev begået på grund af en gæld.

- Jeg er yderst tilfreds med, at det ved det gode politiarbejde er lykkedes at opklare røveriet så hurtigt, og at gerningsmanden fik sin dom med det samme, siger senioranklager Janne Svärd.

Den dømte blev varetægtsfængslet efter dommen og er derfor ikke på fri fod.

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt