Stram Kurs præsenterer fynsk folketingskandidat

Stram Kurs har tirsdag fået en fynsk kandidat til det kommende folketingsvalg.

Partiet Stram Kurs blev mandag officielt føjet til stemmesedlen til det kommende valg, da Økonomi- og Indenrigsministeriet godkendte partiet som opstillingsberettiget til folketingsvalget.

Tirsdag har partiet tilføjet tre nye kandidater, blandt andet har det nye parti nu også fået en fynsk kandidat.

Der er tale om den 25-årige Martin L. Christensen fra Odense. Det skriver partileder Rasmus Paludan på partiets facebookside.

Martin Christensen er tidligere medicinstuderende, og han planlægger ifølge Rasmus Paludan at genoptage sit studie til september.

Han har ikke nogen politisk erfaring, men har valgt at indtræde som folketingskandidat på grund af den - ifølge ham - meget alvorlige situation, som Danmark står i.

- Det er overlevelseskamp. Hvis Danmark om 100 år stadig skal være dansk, så skal vi handle meget, meget snart, siger Martin L. Christensen til TV 2/Fyn.

Vil standse befolkningsudskiftningen

Lige præcis derfor er det Stram Kurs, odenseaneren har valgt at repræsentere som kandidat til Folketinget.

- Der har ikke været nogen voldsomt seriøs national fløj i Danmark indtil nu. Dansk Folkeparti har haft massiv indflydelse på dansk politik, men det har ikke udmøntet sig i, at befolkningsudskiftningen i Danmark er stilnet af eller blevet standset. Der kommer stadig nye fremmede til Danmark hver eneste dag, og vi skal have det standset, mener Martin L. Christensen.

Selv om han stiller op på Fyn, har hverken han eller partiet en decideret plan for, hvordan han vil arbejde for fynboerne, hvis han bliver valgt ind ved det kommende folketingsvalg.

- Vi har ikke en masse vidtløftige løfter til de forskellige landsdele. Men i forhold til Fyn og regionale temaer, så kan jeg da sige, at vi på Fyn har et ganske godt eksempel på, hvordan Danmark i stigende grad vil udvikle sig i fremtiden. Vollsmose er en af Danmarks værste ghettoer. Der er ikke særlig mange almindelige danskere, der har lyst til at bo et sted som Vollsmose, hævder den fynske folketingskandidat. 

Stolte danske kandidater

Partileder Rasmus Paludan er meget tilfreds med, at partiet inden for ganske kort tid er blevet opstillingsberettiget og nu også har de første ti kandidater klar.

Men listen er slet ikke fyldt ud endnu, forsikrer partilederen.

- Det er mig en stor glæde, at de første ti kandidater nu er i hus. Imidlertid vil vi naturligvis fortsætte med at annoncere kandidater, indtil vi har et passende antal. Vores tre nyeste kandidater er alle stolte danskere, der ikke viger tilbage fra at tale om 'Den Store Udskiftning', det vil sige den enorme demografiske forandring, der som samfundets svøbe lægger sig over Danmark i disse år, skriver Rasmus Paludan i en pressemeddelelse om offentliggørelsen af de nye kandidater.

Partileder Rasmus Paludan fortæller til TV 2/Fyn, at Stram Kurs går efter at få flere fynske kandidater på stemmesedlen, når fynboerne skal i stemmeboksen senest den 17. juni.

Det er første gang, at partiet, der blev stiftet i juli 2017, stiller op til folketingsvalg.

Blandt partiets mærkesager er et forbud mod religionen islam og udvisning af alle ikke-vestlige personer, der har fået asyl.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt