Strandvænget: Flere steder undersøges for omsorgssvigt

Foreningen for udviklingshæmmede, LEV, undersøger 10-15 sager om dårlig behandling på bosteder efter afsløringen af forholdene på Strandvænget.

Siden scenerne fra institutionen Strandvænget i Nyborg rullede over skærmen, er flere sager om dårlig behandling af udviklingshæmmede dukket op.

Foreningen for udviklingshæmmede, LEV, undersøger nu 10-15 steder rundt omkring i landet.

Frank Ulmer Jørgensen er chefrådgiver i LEV, og han fortæller, at afsløringerne i tv har fået flere pårørende og tidligere ansatte til at henvende sig med historier om grimme ord og uværdig behandling.

- Det er dårlig tone over for beboerne, at man behandler dem nedværdigende. Det er magtanvendelse, og det er konflikter personalet imellem, hvor der har været en klike af pædagoger, som var toneangivende og styrende, siger Frank Ulmer Jørgensen.

Fyns Politi har bedt om et retsmøde mandag i sagen om Strandvænget.

Oversigt

    Oversigt