Stregkoderne fjernes fra hjemmeplejen

De upopulære stregkoder i Odenses hjemmepleje forsvinder til sommer. I stedet for at scanne stregkoder skal hjemmehjælpere fra august bruge PDA'ere (små lommecomputere), til at dokumentere at de har ydet den aftalte service. 

PDA'erne skulle give mere tid til pleje, bedre mulighed for dokumentation af plejen og mindre stress til medarbejderne. Det fortæller rådmand Søren Thorsager (S) til Fyens Stiftstidende.
Computerproblemer er efterhånden hverdagskost, så inden systemet kan indføres, skal det lige rettes til. Karin Petersen, der er hjemmehjælpernes fællestillidsrepræsentant, udtaler til Fyens Stiftstidende:
- Der er kørt forsøg med PDA'ere på aftenområdet, og de fejl, der er afsløret, skal i hvert fald rettes. Vi kræver, at systemet fungerer, når vi i august begynder at indføre det på dagholdene. Og så skal mine kolleger sikres ordentlig undervisning.

Kommunen slipper for at betale

Det nye udstyr vil koste 7,3 mio. kr., men Ældre- og Handicapudvalget slipper for selv at betale. Der er sat 440 mio. kr. af på finansloven til at skabe bedre hjemmehjælp, og der har Odense fået 14,7 mio. kr.

Oversigt

    Oversigt