I det fynske folks tjeneste

Strejke lukker Odenses daginstitutioner

Odenses 160 daginstitutioner vil fra tirsdag morgen være ramt af strejke. På et stormøde mandag aften besluttede 800 af byens pædagoger at nedlægge arbejdet på grund af de afbrudte lønforhandlinger med Odense Kommune. Flere tusinde børn står dermed uden pasning tirsdag.

-

De i alt 1700 pædagoger er stærkt fortørnede over, at kommunen efter deres opfattelse har valgt at afbryde lønforhandlingerne for 130 af byens 160 daginstitutioner. Derfor var alle pædagoger indkaldt til stormøde mandag aften på Dalum Landbrugsskole.

Nyt stormøde tirsdag
Og de omkring 800 fremmødte pædagoger besluttede efter et timelangt møde at nedlægge arbejdet fra tirsdag morgen. For arbejdsnedlæggelsen stemte over 670 pædagoger, mens omkring 140 stemte imod. 

Beslutningen betyder, at næsten alle vuggestuer, børnehaver og skolefritidsordninger i Odense vil være lukket tirsdag. Dermed vil forældre til flere tusinde børn stå uden mulighed for pasning af deres børn.

Pædagogerne har besluttet at holde et nyt stormøde på Marienlyst tirsdag kl. 9.00.