Strejke på Fynsværket

Fynsværket og to andre kraftværker ejet af svenske Vattenfall er ramt af arbejdsnedlæggelser blandt de ufaglærte.

De ufaglærte medarbejdere har siden tirsdag strejket i protest mod at arbejdsgiveren  har sat faglærte til at udføre nogle af de opgaver som normalt bliver udført af 3F-medarbejdere.

I følge 3F drejer det sig om i alt 130 medarbejdere, mens Vattenfall kun får tallet til 70. På Fynsværket er 32 medarbejdere gået hjem.

- Man vil sætte maskinmestre og faglærte maskinarbejdere til at tage sig af kultransport, overvågning af kulanlæg og spildevandsbehandling. Altså klassiske 3F-områder, og kollegerne frygter selvfølgelig, at der senere vil blive uddelt fyresedler, siger Per Holm Pedersen, som er tillidsrepræsentant på Nordjyllandsværket til Faglig Fælles Forbund.

I følge kommunikationsafdelingen hos Vattenfall får strejken ingen konsekvenser for forbrugerne, og Vattenfall forventer at medarbejderne genoptager arbejdet onsdag kl. 15.

I følge 3F mødes medarbejderne dog først torsdag morgen for at tage stilling til om de skal genoptage arbejdet.

Oversigt

    Oversigt