I det fynske folks tjeneste

Strejke tæt på afslutning

Strejken blandt synsmedarbejdere i Statens Bilinspektion (SBI) er tæt på en afslutning. Meget tyder på, at arbejdet genoptages fredag efter næsten en uges strejke. Der vil dog gå op til fem uger, før de lokale synshaller har indhentet den pukkel på godt 30.000 biler, der har hobet sig op under konflikten.

-

Strejken blandt synsmedarbejdere i Statens Bilinspektion (SBI) er tæt på en afslutning.
Meget tyder på, at arbejdet genoptages fredag efter næsten en uges strejke. Der vil dog gå op til fem uger, før de lokale synshaller har indhentet den pukkel på godt 30.000 biler, der har hobet sig op under konflikten.

De strejkende medarbejdere mødes torsdag formiddag til stormøde i Odense Congress Center, hvor de præsenteres for en ny plan for den fremtidige tilrettelæggelse af arbejdet i synshallerne, som ledelsen og forhandlerne for de strejkende synsmedarbejdere blev enige om i går.

\"Nu skal medarbejderne lige have mulighed for at se resultatet, men jeg mener faktisk, at planen er så god, at jeg føler mig overbevist om, at arbejdet vil blive genoptaget i morgen, siger talsmand for synsfolkene\", tillidsmand Lars Pastoft til Ritzau.

Direktør i Statens Bilinspektion Jesper Hansen deler optimismen. Statens Bilinspektion opfordrer sine kunder til at følge udviklingen på hjemmesiden www.bilsyn.dk. /ritzau/