Stressede blomster holder længere

Modsat mennesker har blomster tilsyneladende godt af stress. Forsøg på Danmarks JordbrugsForskning i Årslev viser, at blomsterne bliver smukkere og holder længere, når de udsættes for stress.

Forskerne har blandt andet udsat den farvestrålende hibiscus for tørke, færre næringsstoffer og mindre kvælstof - og resultatet viser at planten får flere blomsterknopper og færre visne blade. Det skriver Danmarks JordbrugsForskning i sit nyhedsbrev.

Til gavn for gartnerne

Resultaterne kan blandt andet udnyttes hos gartnere, der kan bruge den stressfaktor i deres produktion af prydplanter.

Forskerne vil nu undersøge virkningen af flere stressfaktorer i samspil med hinanden. Det drejer sig om samspillet mellem klima, næringsstoffer og vand. Ud over at undersøge, om forskellige kombinationer af disse faktorer kan forbedre kvaliteten og holdbarheden af prydplanter, vil forskerne udvikle både simple metoder og teknologiske løsninger, der hurtigt kan tages i praktisk brug i gartnererhvervet.

Oversigt

    Oversigt