Strid om fyrværkerisalg fortsætter

Trods gentagne klager over fyrværkerisalg få meter fra Højstrup-Skolen bliver der igen i år tilladt fyrværkerisalg på en nærliggende sportsplads. Rådmanden på området vil ikke gribe ind.

Skolebestyrelsen har klaget over fyrværkerisalget de seneste år til både politiet, brandvæsenet og Børne- og Ungeforvaltningen uden at det har givet resultat.

Det er KFUM der har lavet aftalen med JEM og Fix. En aftale der giver 15.000 kroner i den slunkne foreningskasse.

Sportspladsen, hvor fyrværkerisalget skal foregå, hører under børne- og ungeforvaltningen. Og her mener rådmanden ikke, at der er noget problem med fyrværkerisalget.

- Jeg har fuld tillid til vores brandmyndigheder, der har godkendt forholdene, og vi skal ikke blande os i, hvad klubberne laver, siger rådmand Jane Jegind, Venstre. 

Den stik modsatte holdning har rådmanden i By- og kulturforvaltningen. Rådmand Anker Boye vil ikke tillade fyrværkerisalg fra grunde under hans forvaltning.

- Jeg har sagt nej til fyrværkerisalg fra de grunde, jeg har ansvaret for. Af sikkerhedsmæssige grunde og fordi fyrværkerisalg er privat forretning. Vi skal ikke medvirke til ulige konkurrence til andre forretningsdrivende, siger rådmand Anker Boye, Soc.Dem.

Så forældre og skoleleder på Højstrupskolen må for tredie år i træk indstille sig på øget trafik og angsten for fyrværkeriet.

Oversigt

    Oversigt