Strid om Langtved Skole endelig slut

Folkene bag Langtved Friskole får efter flere måneders kamp lov til at købe den lukkede Langtved Skole for to millioner kroner.

Efter den nye skolestruktur lukkede skolen i Langtved ved Nyborg, men en gruppe borgere mente ikke, at lokalsamfundet kunne undvære en skole.

Derfor stiftede de Langtved Friskole. Folkene bag friskolen ledte efter en bygning til at drive friskolen, og de udså sig de tomme bygninger på den gamle Langtved Skole.

I første omgang ville Nyborg Kommune ikke sælge den nedlagte skole, men i juni ændrede kommunen holdning og satte skolen til salg.

Tirsdag eftermiddag blev folkene bag friskolen og kommunen enige om en pris på to millioner kroner.

- Jeg er glad mand, det er en stor lettelse. Vi har ikke hele tiden følt, at det var fornuften, der rådede. Men vi er glade for, at vi har fundet en løsning. Og det er en god aftale for alle, siger John Burke-Hansen, der er formand for Langtved Friskole.

Oversigt

    Oversigt