I det fynske folks tjeneste

Strid om skoletal

Skolechef i Odense Kommune Poul Anthoniussen afviser, at der er skåret op mod 30 procent i lærerstillingerne, som Odense Lærerforening påstår.

Odense Kommunes skolechef Poul Anthoniussen går i rette med Odense Lærerforenings formand Anne-Mette Kæseler Jensen. Der er ikke færre lærere i dag end for tre år siden.

Debatten om lærerfyringer raser i Odense. Der skal nedlægges omkring 124 lærerstillinger i Odenses folkeskoler, og det har fået Odense Lærerforening til at sige, at der er skåret 300 lærerstillinger væk, de seneste par år.

Men det er ikke korrekt, siger skolechefen nu i et brev til alle ansatte i skolevæsenet, de modtager torsdag.

- Når jeg på tv eller i andre sammenhænge hører formanden for OLF (Anne-Mette Kæseler jensen) sige, at der skulle være reduceret med 30 procent i budgetterne til undervisning eller at 30 procent af lærerstillingerne er skåret væk, så er det ganske enkelt ikke rigtigt, siger Poul Anthoniussen.

300 lærere er ikke væk

Skolechefen har lavet et udtræk over antallet af lærere, børnehaveklasseledere og månedslønnede vikarer fra 2009 - 2013.

I 2009 var der 1570 ansatte, i 2010 1644, og i 2011 var der 1713 ansatte. I 2012 falder tallet til 1625, og i 2013 forventer man at tallet vil være reduceret til 1500 ansatte, på bagrund af budget 2012.

- Det er blevet sagt, at der er skåret 300 lærerstillinger væk i løbet at de sidste par år. Det er simpelthen ikke rigtigt. I øjeblikket har vi 1625 lærere ansat. Det ville jo betyde, at der tidligere skulle have været over 1900 lærere, men af tabellen ses, at det på intet tidspunkt har været tilfældet, siger skolechefen.

Lærerformanden afviser tallene

Odenses Lærerforenings formand, Anne-Mette Kæseler Jensen afviser skolechefens tal.

- Vores tal dækker ovet det antal lærere, som deltager i den relle undervisning på skolen, og de viser, at der i de sidste tre skoleår er skåret 317 lærerstillinger væk, siger hun.

Ved du noget? Så send os et tip