I det fynske folks tjeneste

Studenterhus reddet

Tilskud både fra Odense Kommune og fra byens uddannelsesinstitutioner betyder, at Studenterhuset kan ånde lettet op.

Tilskud sikrer Studenterhusets fremtid i Odense

Tilskud både fra Odense Kommune og fra fynske uddannelsesinstitutioner betyder, at Studenterhuset nu kan ånde lettet op.


Odense Kommune har netop besluttet at yde et tilskud på 100.000 kroner. Samme beløb kommer fra Samarbejdsudvalget for Videregående Udddannelser på Fyn.


\"De 200.000 kroner betyder, at vi nu er reddet,\" siger en glad kasserer i Studenterhuset, Tom Richter Hansen.


Studenterhuset i Munkemøllestræde havde sidste år et underskud på 50.000 kroner og i år udsigt til et underskud på 150.000 kroner. Så pengene falder på et tørt sted.


Samtidig med den økonomiske redning har Studenterhuset selv \"renset ud\" i de interne systemer.


\"Vi har omdefineret stillinger, og vi har nedlagt udvalg, og vi har oprettet udvalg,\" siger Tom Richter.


Hidtil har Studenterhuset været ledet af en bestyrelse på fem studerende. Fremover skal bestyrelsen bestå af kun to studerende og seks personer udefra. Hensigten er at få en mere forretningsmæssig drift af huset.


\"Vi vil forsøge at gøre Studenterhuset til et samlingssted for alle studerende. Derfor vil vi arbejde for at få flere servicetilbud samlet i huset, f.eks. studenterrådgivningen og de studerendes boligudlejning,\" siger kassereren.