Studenterradio på festival: Federe end lummert lokale på SDU

Odense Studenterradio er rykket på Tinderbox og sender seks timers radio alle tre festivaldage.

Der jubles i baggrunden, mens TV 2/Fyn laver interview med Mie Gregersen og Line Guldager fra Odense Studenterradio. Der er gang i en quiz om et af Tinderbox's helt store danske navne - bysbarnet Kim Larsen - og et af holdene har svaret rigtigt på et spørgsmål.

- Vi har forsøgt at forberede nogle quizzer og noget, men nogle gange dumper der en gæst ned, som man ikke er forberedt på, og så må man bare stille nogle spørgsmål, siger Line Guldager, der studerer journalistik på SDU.

- Det er fedt at komme ud og prøve sig selv af i virkeligheden og ikke sidde over bøgerne hele tiden, og det er noget andet end at sidde i et lille lummert lokale på Syddansk Universitet, siger Mie Gregersen, og tilføjer:

- Vi prøver at sende noget af stemningen herfra ud i stuerne.

Torsdag sender Odense Studenterradio til klokken 19 og fredag og lørdag til klokken 19. Efter sendetiden er der dømt almindelig festival til radioens medarbejdere.

- Men vi regner med at være friske fra klokken 10 næste formiddag, lyder det ambitiøst.

Oversigt

    Oversigt