Studerende: Det er sjovere at finde den hellige gral

Det kan være svært for både virksomheder og studerende at finde hinanden til erhvervspraktik. Men det vil en ny virksomhed, startet af studerende, gøre op med.

Virksomheden Munkebo Mikrobryg har sin helt egen fynske gærstamme, som den brygger øl med. Den gærstamme vil den gerne forske i, for alle gærstammer er helt unikke og det vil ejerne gerne have specialiseret viden om. 

Derfor har de ansat Viktor Hundtofte Mebus, som er biologistuderende, til at forske i netop gærstammen.  Munkebo Mikrobryg fik hjælp af den nystartede virksomhed Bridger, der formidler kontakt mellem studerende fra Syddansk Universitet og fynske virksomheder.

Stifterne af virksomheden er selv studerende på Syddansk Universitet, og de vil altså nu hjælpe deres medstuderende med at få kontakt til de fynske virksomheder. 

- Vi går ind og screener en virksomhed. Her finder vi ud af, hvad det egentlig er for en problemstilling, de har, og hvad det er for en studerende, de skal bruge. Så tager vi fat i vores netværk af studerende og prikker til de rigtige, der passer til det specifikke studiejob, siger Louis Andres Goldschmidt, administrerende direktør i Bridger. 

Bridger har siden oktober bygget bro, så virksomhederne kan finde studerende til helt specifikke projekter, som de gerne vil have forsket i.  Viktor Hundtofte Mebus ser frem til at forske for Munkebo Mikrobryg. 

- Jeg får erhvervserfaring , og det at lave noget, hvor udbyttet ikke er kendt endnu, det er fedt.  Et eller andet sted kan man måske finde den hellige gral, siger Viktor Hundtofte Mebus.

Se indslaget om Bridgers matchmaking nedenfor. 

 

 

Oversigt

    Oversigt