I det fynske folks tjeneste

Studerende frygter kvote 2's snarlige død

Studerende på en af SDU's gange. Universitetet har optaget flere end normalt på kvote 2, men de studerende frygter, at den udvikling ikke fortsætter.

SDU og flere andre universiteter har i år optaget flere studerende via kvote 2. Men de studerende frygter, at ordningen ikke fortsætter.

Trods et stigende optag via den såkaldte kvote 2 på landets
videregående uddannelser, så frygter de studerende, at ordningen
kommer til at afgå ved døden på nogle studier næste år.

Universiteterne har nemlig ikke alene fået lov til at optage flere studerende på baggrund af erfaringer og samtaler, som det sker i kvote 2. De har også fået lov til at optage færre, hvis det er det, de vil, pointerer Torben Holm, der er formand for Danske Studerendes
Fællesråd (DSF).

- Der er historisk høje snit, historisk mange ansøgninger og historisk mange optagne. Det vil ikke være underligt, hvis nogle studier mener, at det simpelthen er lettere at kigge på karaktererne, siger Torben Holm.

Tidligere lå det fast, at 10 procent af de studerende skulle optages via kvote 2, hvor de studerende bedømmes på blandt andet erhvervserfaring, anden uddannelsesbaggrund og personlige egenskaber.

Men i begyndelsen af marts besluttede regeringen, at universiteterne selv må bestemme, hvordan de vil optage de studerende.

Det fik nogle uddannelsessteder, blandt andet Roskilde Universitet og Syddansk Universitet til at øge kvote 2-optaget, mens andre ikke kunne nå at ændre på noget, da beslutningen først blev offentliggjort få uger før, der var ansøgningsfrist for kvote 2.

DSF er glade for, at kvote 2-optaget er øget i år. Men Torben Holm frygter altså, at nogle universiteter vil benytte deres nyvundne frihed til at neddrosle kvote 2 næste år, fordi det er langt billigere at optage studerende ud fra deres karaktergennemsnit, som det sker i kvote 1.

- Det skaber en helt anden dynamik og en anden livlighed, at der også er plads til studerende, der ikke kun har specialiseret sig i at få gode karakterer, siger Torben Holm.

/ritzau/

Ved du noget? Så send os et tip