Studerende opfinder finurlig kunst til dronningen

To studerende fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg arbejder på et noget specielt kunstværk til Dronning Margrethe i kælderen under kunst- og musikhuset Odeon i Odense.

Dronning Margrethe kan snart føje et noget specielt værk til sin kunstsamling: En lydinstallation, der samtidig er et maleri lavet af to studerende på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg.

Værket bliver til ved, at maling drypper ned over to savklinger og videre til et lærred på gulvet.

En speciel mikrofon optager lyden af den dryppende maling, som fremkalder rytmer.

Anordningen kan lave et maleri dagligt. 

Den udgave, der blev sat i gang torsdag, er skræddersyet til Dronning Margrethe:

- Vi var på nettet i går og fandt ud af, at dronningens yndlingsfarve er blå. Derfor laver vi et maleri i en række blå nuancer, der så smelter sammen med gult i bunden, siger Anton Wiberg Friisgaard, der er en af kunstnerne.

De har henvendt sig til hoffet, som har accepteret gaven; men kunstnerne skal selv tage ind til hoffet for at arflevere den, når den er tørret om nogle dage.

De havde ellers rullet en rød løber ud i kælderen under Odeon for det tilfælde, at dronningen selv ville komme forbi under hendes besøg i Odeon fredag, men det har PET sat en stopper for:

- PET har gennemgået hele området minutiøst og planlagt dronningens rute i detaljer, så vi kan desværre ikke få hende forbi her, siger Anton Wiberg Friisgaard.

Ideen til det noget særegne kunstværk er opstået ved, at de to kunstnere har smeltet hver deres projekter sammen.

- Det er vores kærlighedsbarn, siger Anton Wiberg Friisgaard, som afviser, at de har taget ulovlige stimulanser under ideprocessen.

Interview med Anton Wiberg Friisgaard

Oversigt

    Oversigt