Studievært lærer hjertemassage på ét minut: Så nemt er det

Kirsten Mikkolinius demonstrerer på kort tid, hvor nemt det kan være at lære livreddende førstehjælp.

Det tager kun ét minut at lære livreddende førstehjælp. Det budskab vil fire medicinstuderende sprede over hele landet, og derfor har de taget initiativ til at sætte verdensrekorden i livreddende førstehjælp.

I den forbindelse forsøgte nyhedsvært Kirsten Mikkolinius fra TV 2/FYN at lære hjertemassage på ét minut på direkte fjernsyn. 

- Hvis du starter med at gå ned på knæ, så er det vigtigt, at man starter med en god arbejdsstilling, siger Jacob Juhl, der er medicinstuderende, mens han viser, hvordan hun skal sidde.

- Man skal placere én hånd med håndroden på brystbenet. Den anden hånd oven på. Læn dig op med strakte arme, og så er det vigtigt, at man arbejder med kropsvægten og ikke armene, forklarer Jacob Juhl (se i videoen øverst i artiklen, hvordan man gør).

Stayin' Alive holder folk i live

I løbet af dagen har de medicinstuderende spillet musik som eksempelvis 70’er-hittet ”Stayin’ Alive” med The Bee Gees. Rytmen gør det nemmere at lære, hvor ofte man skal trykke i brystet under hjertemassage.

- Det, vi gerne vil nå, er, at du trykker med 100 til 120 gange i minuttet med en dybde på fem til seks centimeter. Det er vigtigt, at du kommer helt op igen. Du skal ikke slippe brystet, men du skal komme helt op, så lungen og dermed hjertet kan fylde sig igen, forklarer Jacob Juhl.

quote Det, vi gerne vil nå, er, at du trykker med 100 til 120 gange i minuttet med en dybde på fem til seks centimeter.

Jacob Juhl

Herefter er det Kirsten Mikkolinius’ tur. Og 30 sekunder senere har hun på korrekt vis udført hjertemassage på dukken.

Rekordforsøget har i løbet af mandagen fundet sted i 11 byer, hvor alle interesserede rekorddeltagere har trykket og pustet liv i livløse dukker. 

Oversigt

    Oversigt