I det fynske folks tjeneste

Studievært smager svinedyr kaviar: - Det smager lidt af torskerogn

TV 2/FYNS vært Frederik Roland fik tirsdag én på smagsopleveren midt i eftermiddagsudsendelsen, da en kaviarekspert delte ud af de dyre varer.

00:17

Det er tydeligvis første gang, at studievært Frederik Roland smager den ægte kaviar. Det er muligvis den sidste til gengæld

Kaviar er ikke bare kaviar. Og kaviar er slet ikke noget, man skal sammenligne med torskerogn. Det erfarede TV 2/FYNs studievært Frederik Roland, da han tirsdag eftermiddag havde besøg af intet mindre end en prisvindende forfatter i studiet på Olfert Fischers Vej.

Fynboen Jacob Stokkeboye, som ejer forretningen Butler's Choice i Kerteminde, har netop modtaget prisen "Best in the World - Gourmand World Cookbook Awards" for sin bog om kaviar. En bog, der skulle give en næsten poetisk oplevelse af den lidt mystiske spise - det gik rent hjem hos dommerkomitéen ved konkurrencen i Kina, som kvitterede med en flot andenplads i kategorien for kogebøger om skaldyr.

I den anledning havde han taget noget af det fineste kaviar, man kan opdrive, med i studiet. 

 

- Det her er ikke "farmet" kaviar, det er ægte kaviar. Det her er en ekstra fin kvalitet, vil jeg sige. Det er 12 år gammel stør. Og det er blandt andet derfor, kaviar er så dyrt, fordi det tager mellem otte og tyve år at producere. Den koster 400-500 kroner, denne her kaviar, for 50 gram, forklarede Jacob Stokkebye.

Han fik hurtigt skruet låget af den lille metalæske, og med en perlemorsske øste han så de glatte, grå og glinsende støræg af navnet Imperial Royal op på både sin egen og Frederik Rolands håndrygge.

- Det er den helt rigtige måde at smage kaviar på professionelt. Så kigger man på farven og æggenes størrelse. Og så gør man sådan her - og siger skål, forklarede Jacob Stokkebye og stødte sin næve mod værtens.

Herefter fulgte et par sekunders stilhed i studiet, mens kaviareksperten og Frederik Roland låste øjne og gumlede på de dyre æg.

- Så det er altså ægte kaviar. Det smager lidt af torskerogn, lød reaktionen fra kaviar-novicen til sidst.

Hvilket fik Jacob Stokkebye til - lettere chokeret - at spørge "siger du dét?", før han begyndte at grine og for sig selv bemærkede, at "så må vi have gjort noget ved kvaliteten". 

07:11 Luk video