I det fynske folks tjeneste

Styr på syddansk forskning

En gennemgang af forskningsprojekter i Region Syddanmark har ikke vist tegn på misbrug af forskningsmidler.

Regionens eksterne revisor, Deloitte, har gennemgået bilag fra alle 54 forskningsprojekter, hvor udgifterne var på mere end en million kroner i 2013 og de første 10 måneder af 2014.

Desuden har firmaet trawlet 62 andre projekter igennem, så undersøgelsen omfatter to tredjedele af regionens forskningsprojekter til sammenlagt 209 millioner kroner.

I intet tilfælde blev der fundet tegn på misbrug, hvilket glæder sundhedsdirektør Jens Elkjær:

- Penge, vi får betroet til forskning, skal selvfølgelig bruges korrekt, siger han.

Deloitte har dog bemærket, at der i nogle tilfælde ikke er levet op til kravene om dokumentation af bilag og kontroller.

For eksempel mangler der i nogle tilfælde oplysninger om formål og deltagere på mødebilag.

Når firmaets folk spurgte ind til den manglende dokumentation, har de dog fået gjort rede for dokumentationen, og de konstaterer, at der er tale om manglende omhu - ikke misbrug.

Forventer hård kritik fra Rigsrevisionen

Rigsrevisionen har gennemført en undersøgelse af alle fem regioners forskning, der ventes offentliggjort 25. februar.

Det forventes, at Rigsrevisionen kommer med skarp kritik af regionernes forvaltning af forskningsmidlerne.

Sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær, godter sig derfor over Deloittes rapport, som han kalder nyere og mere omfattende end Rigsrevisionens.