I det fynske folks tjeneste

Styrelse forbyder stormkørsel og godsvogne fra dødsulykke

Særlige godsvogne fra dødsulykke forbydes midlertidigt og grænserne for godskørsel i blæsevejr ændres.

Sættevogne på de såkaldte lommevogne er med øjeblikkelig virkning gjort forbudt Foto: "Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix"

Efter sidste uges dødsulykke på lavbroen over Storebælt forbyder transportmyndighederne med øjeblikkelig virkning brug af sættevogne monteret på såkaldte lommevogne.

Det sker efter undersøgelser foretaget af Havarikommissionen af togulykken på Storebælt, hvor 8 blev dræbt og 16 kvæstet.

Derudover har styrelsen bestemt, at reglerne for, hvornår og hvor hurtigt godstogene må køre over Storebælt, bliver ændret.

Ulykken skete, da en sættevogn - en lastbiltrailer - rev sig løs fra en såkaldt lommevogn og ramte et modkørende passagertog.

Læs også Test af togvogn hos DB Cargo afslører "et forholdsmæssigt for stort antal fejl"

Mandag foretog Havarikommissionen en test. Den viste, at der kan være risiko for, at sættevognene ikke låses forsvarligt fast til lommevognen, altså godstogsvognen.

Forbuddet er rettet mod de virksomheder, som benytter sig af den pågældende metode til godstransport, og gælder i første omgang i to uger. Herefter vil der blive taget stilling til, om det forlænges.

Styrelsen har desuden udstedt et påbud til Banedanmark om at fastsætte nye grænser med hensyn til vindstyrke for godstransport over broen.

Fremover skal hastigheden for godstransport med vindfølsomme køretøjer sættes ned til 80 kilometer i timen, når vindstyrken når stiv kuling, altså 15 meter i sekundet.

Ved stormende kuling - 20 meter i sekundet - forbydes godstransport med vindfølsomme køretøjer, og ved storm - 25 meter i sekundet forbydes al godstransport.

Påbuddet fra styrelsen er begrundet i en bekymring om, "at vindforholdene kan have været en medvirkende årsag til ulykken og dermed medfører en risiko for jernbanevirksomheden".

Det fremgår af afgørelsen, som er offentligt tilgængelig på styrelsens hjemmeside, trafikstyrelsen.dk.

 Her kan du få et overblik over ulykken:

  • Ulykken skete omkring klokken 07.35 onsdag i sidste uge på lavbroen på Storebæltsforbindelsen.
  • Et lyntog på vej fra Aarhus mod Københavns Lufthavn blev ramt af dele fra et modkørende godstog og foretog en hård opbremsning på broen.
  • Toget havde afgang fra Aarhus klokken 05.19.
  • Der var 131 passagerer og tre medarbejdere om bord.
  • Otte passagerer har mistet livet, mens togpersonalet er i god behold. De dræbte er fem kvinder og tre mænd. Ingen af de omkomne er børn.
  • Politiet er "ret sikre" på identiteten af fire af ofrene. En endelig identifikation af de sidste fire mangler. Politiet er også sikre på, at der ikke er flere omkomne i toget.
  • 16 passagerer er blevet kvæstet i ulykken. Af de 16 sårede i ulykken var 14 torsdag udskrevet fra Odense Universitetshospital. De to tilbageværende var uden for livsfare.
  • Passagertoget blev ramt af en eller flere genstande på Storebæltsbroen, da det passerede et modkørende godstog.
  • Ifølge Havarikommissionen var det tilsyneladende en tom trailer fra godstoget, der blev blæst af og forårsagede ulykken.
  • Trafikstyrelsen har tirsdag forbudt brugen af de såkaldte sættevogne med øjeblikkelig virkning. Forbuddet gælder alle steder på jernbanenettet.
  • Derudover sænkes kravene til hvilke vindhastigheder, der kræver, at togtrafik over Storebæltsbroen skal sænke hastigheden eller forbydes.


 Kilder: DSB, Fyns Politi, Ritzau, Banedanmark, Trafikstyrelsen.

Opdateres