I det fynske folks tjeneste

Tinderbox: Styrelse godkender Odense Kommunes sponsoraftale

Odense Kommunes sponsoraftale med Tinderbox overholder reglerne. Det har Ankestyrelsen nu fastslået.

Sagen begynder helt tilbage i 2014, hvor Odense Kommune indgik aftale med selskabet Tinderbox Entertainment. Foto: Ole Holbech

Ankestyrelsen fastslår i en udtalelse den 20. november 2018, at Odense Kommunes sponsoraftale med Tinderbox overholder reglerne.

- Udtalelsen er afslutningen på en tilsynsundersøgelse, hvor det samlede aftalekompleks vedrørende kommunens engagement i musikfestivalen nu er undersøgt og fundet lovligt, skriver advokatfirmaet Horten i en pressemeddelse. Horten har bistået Odense Kommune i sagen.

Ankestyrelsen skriver:

- På baggrund af redegørelserne kan det efter Ankestyrelsens opfattelse nu lægges til grund, at Odense Kommune har betalt markedsprisen for de ydelser, kommunen har modtaget i forbindelse med sponsoratet.
Ankestyrelsen foretager ikke mere i sagen.

Sagen begynder helt tilbage i 2014, hvor Odense Kommune indgik aftale med selskabet Tinderbox Entertainment, om at selskabet skal afvikle musikfestivalen Tinderbox én gang årligt i en 10-årig periode. Aftale består af en tilskudsaftale, en lejeaftale og en sponsoraftale.

Læs også Frivillige på festival sorterede plast forgæves: - Jeg føler mig snydt

Langt forløb

Her er et kort overblik over det lange forløb:

I 2015 anmodede Odense Kommune tilsynet om en vejledende udtalelse om, hvorvidt tilskudsaftalen er i overensstemmelse med kommunalfuldmagtsreglerne.

I 2016 udtalte tilsynet, at tilskudsaftalen ligger inden for rammerne af kommunalfuldmagten og kravene til øremærkning og udbyttebegrænsning.

Tilsynet udtalte i 2016, at eksponering og branding af kommunen er lovlige kommunale hensyn, hvis sponsoraftalen indgås på markedsmæssige vilkår:

"Afgørende for lovligheden af en sådan aftale er, at der er tale om en gensidigt bebyrdende aftale, og kommunen skal derfor sikre sig, at kommunen ikke betaler mere end det, ydelsen er værd. I modsat fald vil aftalen indebære en indirekte støtte til aftaleparten".

Har betalt markedspris

Ankestyrelsen meddelte så den 20. november 2018, at Odense Kommune har betalt markedspris for de ydelser, kommunen modtog i forbindelse med sponsoratet af Tinderbox musikfestivalen.

Det sker på baggrund ar vurderinger, som Odense Kommune har indhentet fra eksperter.

- En af de sagkyndige vurderinger var baseret på objektive forhold om festivalen, herunder den geografiske placering, tidspunkt, kapacitet, målgruppe og det forventede antal gæster samt sammenlignelige hovedsponsorater.
Værdien af branding med videre overstiger den betalte pris, skriver advokatfirmaet Horten i pressemeddelsen.

Læs hele afgørelsen her.