Styrelse godkender sparekasse-fusion

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt, at Sparekassen Faaborg kan fusionere med Sparekassen Sjælland.

I slutningen af maj måned blev Sparekassen Faaborgs planer om at fusionere med Sparekassen Sjælland fremlagt.

Og nu har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen givet grønt lys til fusionen, oplyser Sparekassen Faaborg i en fondsbørsmeddelelse.

- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 31. juli 2013 godkendt købstilbuddet, dvs. at Sparekassen Sjælland og Sparekassen Faaborg A/S kan slå sig sammen, står der i meddelelsen.

Planerne går ud på, at Sparekassen Faaborg bliver et datterselskab under Sparekassen Sjælland.

Tidligere på måneden stemte Sparekassen Faaborgs aktionærer ja til at fjerne en række vedtægtsmæssige forhindringer for sammenlægningen, men mangler endnu at tage endelig stilling til Sparekassen Sjællands købstilbud. Tilbuddet løber frem til 12. august 2013.

Oversigt

    Oversigt