Styrket fokus på ældre og selvmord

Region Syddanmark har en kedelig statistik når det gælder ældre og selvmord. Derfor havde Region Syddanmark problemet på dagsordenen til dagens regionsmøde.

Det er formanden for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen, der har bedt om at få sagen om selvmord blandt ældre på dagsordenen.

Det sker efter, at TV 2/Fyn tidligere på foråret satte fokus på de mange selvmord - og dengang kom det frem, at godt 40 procent af alle selvmord i regionen begåes af ældre over 60 år.

Og punktet skabte stor debat på mødet - blandt andet blev diskuteret, hvilke udvalg der skulle tage problematikken videre.

- Den er nu plantet i psykiatriudvalget, og det mener jeg, er det rigtige udvalg, og de skal komme med et konkret forslag til, om vi kan lave et netværk, så vi kan få fat i de selvmordstruede ældre, siger Poul-Erik Svendsen, formand for Sundhedsudvalget.

Mødet gav ikke udslag i konkrete løsninger, men skal altså nu bringes videre i psykiatriudvalget.

- Vi skal have skabt noget ejerskab for det her, og det betyder, at vi skal skabe en god dialog med kommunerne siger Thies Mathiasen (DF), formand for Psykiatriudvalget.

- Det er jo en gruppe af primært mænd, som er et produkt af den epoke, hvor de voksede op, og man ikke gik til læge eller viste følelser, og de fortsætter de med. Og den tilstand bliver ikke ændret, og derfor skal vi ind og påvirke det, der sker med de ældre mennesker, siger Thies Mathiasen.

Der bliver ikke afsat nye midler til det videre arbejde.

Oversigt

    Oversigt