Succes med ny behandling af sukkersyge

Antallet af fynboer med sukkersyge, der har fået ambuteret lemmer eller fået andre sygdomme er faldet mærkbart, siden amtet skiftede behandling for tre år siden.

Antallet af

Antallet af fynboer med sukkersyge, der har fået ambuteret lemmer eller fået andre sygdomme er faldet mærkbart, siden amtet skiftede behandling for tre år siden.

Flere sukkersygepatienter tager i dag deres eget blodtryk og måler deres blodsukker end for tre år siden. Dermed bliver patient

Fyn er et af de amter, der er længst fremme, når det gælder behandling af diabetikere. En omlægning af behandlingen, som er foregået siden 1997, har skabt gode resultater. Færre sukkersyge har fået amputeret ben, fødder og tæer, og færre har fået øjen- og nyresygdomme.

Flere diabetikere tager i højere grad end før hånd om eget helbred ved selv at måle blodsukker og tage blodtryk. Det skaber uafhængighed af sundhedspersonale og en bedre tilværelse.

Behandlingen er effektiviseret og mere foregår ambulant, så diabetikere er indlagt færre dage.

Ændringerne er gennemført uden ekstra omkostninger.

Amtsrådet besluttede i maj 1997 at omlægge behandlingen af diabetikere, så vægten blev flyttet fra indlæggelse med behandling af komplikationer til tidlig opsporing og forebyggelse.

"Målet har været at medvirke til at skabe en bedre tilværelse med en højere livskvalitet og normal livslængde for diabetikere. De møder samme høje faglige kvalitet i behandlingen, uanset hvor på Fyn de bor, og det har båret frugt," siger Ester Larsen (V), formand for Sygehusudvalget. Hun er stolt af den måde, diabetikere behandles på. Udvalget har i dag drøftet en evalueringsrapport om omlægning af diabetesbehandlingen.

Færre indlæggelser
Kodeordet bag omlægningerne er decentralisering af behandlingen, mere ambulant behandling og faglig oprustning gennem undervisning af både diabetikere og behandlere.

Diabetikere kan søge behandling i diabetescentre i Middelfart, Fåborg, Nyborg, Svendborg, Rudkøbing og Odense, og behandlingen er dermed omlagt, så den følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Det er lykkedes at nedbringe det antal dage, diabetikere har været indlagt (med 4 procent pr. år i gennemsnit), til trods for at antallet af sukkersyge - på grund af livsstilen - er vokset med 400-500 pr. år, så der nu er omkring 15.000 diabetikere på Fyn.

Der er også brugt kræfter på at koordinere og styrke samarbejdet mellem de fagpersoner, som behandler diabetikere, til glæde for patienterne. Det har betydet et skub fremad til den opsporende og forebyggende indsats i ambulatorierne, hos de praktiserende læger og i den kommunale hjemmepleje.

"Vi har opnået gode resultater på tre år og da senkomplikationer (de følgesygdomme, som sukkersyge risikerer at få) udvikler sig over flere år, vil vi måske først se den fulde effekt af den forebyggende indsats om 5-10 år.

Den vil vise sig i form af færre diabetikere med alvorlige kroniske komplikationer som blodpropper i hjertet, nyresvigt, nedsat syn, nervebetændelse og amputationer," siger professor, overlæge, dr.med. Henning Beck-Nielsen, OUH. Han er formand for Amtsdiabetesudvalget, som har arbejdet for planen, der i praksis er blevet til i et samarbejde mellem Odense Universitetshospital, Sygehus Fyn og praksissektoren.

Rapporten "Diabetesbehandling i Fyns Amt - en evaluering af omlægning af diabetesbehandlingen" kan fås ved henvendelse til Informationskontoret, Amtsgården, tlf. 6556 1706.

Oversigt

    Oversigt