Succes for Vollsmose-indsats

Odense Kommunes indsats over for 23 "multiproblemfamilier" i Vollsmose ser ud til at være en succes. Efter det første års indsats er kriminaliteten faldet, og familierne deltager nu mere aktivt i skole- og foreningsliv.

De værste familier er på ret køl

Odense Kommunes indsats over for 23 "multiproblemfamilier" i Vollsmose ser ud til at være en succes. Efter det første års indsats er kriminaliteten faldet, og familierne deltager nu mere aktivt i skole- og foreningsliv.

De værste bøller i Vollsmose, der den ene gang efter den anden sætter hele bydelen i brand, er ikke uden for pædagogisk rækkevidde.

Det viser de første erfaringer med en ny pædagogisk og social indsats i Vollsmose. Kommunens nye metoder viser allerede efter første år gode resultater.

Tidligere har Børn- og Ungeforvaltningen og Odense Politi samstemmende vurderet, at mange af de problemer og konfrontationer, der udspandt sig i Vollsmose, kunne henføres til bare 23 familier. Familierne skulle være så belastede og problemfyldte, at de enkelte familiemedlemmer påvirkede store dele af kvarteret i negativ retning.

Derfor iværksatte kommunen i september sidste år et projekt målrettet mod de 23 multiproblemfamilier. Sagsbehandlere fra Børn- og Ungeforvaltningen og Social- og Kulturforvaltningen gik sammen om at udarbejde en såkaldt "familieorienteret tilgang" til problemfamilierne.

I stedet for at tage fat om enkeltpersoner, gik de kommunalemedarbejdere ind og tog fat på problemerne omkring hele familien.

Hver familie fik tilknyttet en koordinator, og der blev udarbejdet handleplaner for hele familien.

Erfaringerne med den ændrede arbejdsmetode er ifølge de to forvaltninger meget positive. Efter det første år kan sagsbehandlerne konstatere, at familierne er mere samarbejdsvillige end forventet. Kriminaliteten er faldet, og familierne har forbedret deres forhold til både sundheds-og skoleområdet.

På baggrund af de positive erfaringer med projektet, foreslår de to involverede forvaltninger, at den særlige indsats over for multiproblemfamilierne fortsættes og udbygges til andre familier.

Hvis projektet skal fortsætte et år endnu, vil det koste kommunen 3,4 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt