Succesmuseum på Langeland mister 200.000 kroner

Byrødderne i Langeland Kommune vil skære i støtten til Koldkrigsmuseum Langelandsfort. Det vil koste på vedligeholdelsen af bygningerne.

Der er fælles fodslag i kommunalbestyrelsen på Langeland om at Koldkrigsmuseum Langelandsfort fra næste år mister 200.000 kroner i tilskud.

Det siger borgmester Bjarne Nielsen (V) til DR Fyn.

Borgmesteren argumenterer med, at alle skal holde for, for at Langeland Kommune kan få økonomien til at hænge sammen.

Det skuffer ikke overraskende folkene bag museet. Koldkrigsmuseum Langelandsfort har nemlig de senere år været en succes og har blandt andet øget entréindtægterne med en halv million kroner siden 2013.

- Vi opfatter det som, at man vil beskatte en succes, og hvis det her bliver gennemført, så kan vi blive nødt til at spare på blandt andet bygningsvedligeholdelsen, siger Peter Dragsbo, formand for Langelands Museum, til DR Fyn.

Og netop vedligeholdelse står for døren. Inden for de næste år står museet over for investeringer, men her lover Bjarne Nielsen at kommunen vil hjælpe til:

- Når den tid kommer, så går vi selvfølgelig ind og får bevilliget penge til det. Men som det ligger nu, er alle i kommunalbestyrelsen altså enige om, at museet skal lave den her besparelse, siger Bjarne Nielsen, som i maj meddelte, at han ikke stiller op ved efterårets kommunalvalg, og således forlader kommunalbestyrelsen ved årsskiftet.

Oversigt

    Oversigt