I det fynske folks tjeneste

Succestræner forlader måske OB

Rygterne om, at Lars Olsen ikke får forlænget sin kontrakt med OB, har svirret længe, men nu puster Lars Olsen selv nyt liv i dem.

Lars Olsens fremtid i OB er usikker. Først til nytår vil ledelsen melde ud om de vil forlænge hans kontrakt.

- Hvorfor gøre det til et spørgsmål om OB vil forlænge med mig, det kunne jo også være, at jeg ikke vil forlænge med OB, har I tænkt på det? Sådan siger Lars Olsen til Sporten.dk.

Ledelsen i OB har ikke villet melde ud, om træneren får forlænget sin kontrakt. Selvom om det fynske hold har ligget på førstepladsen i superligaen i 15 kampe i træk, er der stadig spekulationer om Lars Olsens fremtid i OB.

Sportsdirektør Kim Brink vil hverken be- eller afkræfte rygterne.

Først til nytår vil ledelsen melde ud om Lars Olsen kan regne med at få sin kontrakt fornyet.