Sundhed på hjul

Assens Kommune har succes med at forebygge sygdom og arbejdsskader hos de ansatte, og nu har de endda sat hjul under projektet.

I dag rykkede Assens nye sundhedsbus ud til Bofællesskabet Korsvang med massage til de ansatte.

Sundhedsbussen er det sidste nye tiltag i kommunens sundhedspolitik - Sundhed og Trivsel.

- Vi har investeret i Sundhedsbussen for at komme ud og være tæt på medarbejderne på deres arbejdspladser. Så de kan få behandlinger der hvor de er, og også så vi kan komme med ind og lave nogle løsninger på arbejdspladserne, siger sundhedskoordinator Bitten Bülow-Olsen fra Assens Kommune.

Indtil nu har det været muligt for de ansatte at bruge kommunens permanente sundhedsklinikker, men nu er det altså også muligt at få massagen kørt helt ud til den enkelte arbejdsplads. Og medarbejderne tager godt imod et nye tilbud.

- Jeg tror da helt afgjort, det er godt, fordi vi er ved at være nogle ældre piger, siger Social- og Sundhedshjælper i kommunen Kirsten Pedersen.

I løbet af de sidste tre år er sygedagene blandt kommunens ansatte faldet med 4,5 dage pr. medarbejder. Et resultat at kommunens sundhedspulitik.

Omregnes det til årsværk, svarer faldet i sygefraværet til 58 fuldtidsstillinger.

- Det er en rigtig god investering i medarbejdernes trivsel. Og der er ingen tvivl om, at det kommer godt tilbage til arbejdspladserne og til borgerne igen, siger Bitten Bülow-Olsen.

Oversigt

    Oversigt