Sundhedscenter-planer på Ærø udskudt

Selvom Syddansk Vækstforum har bevilget to millioner kroner i støtte til etablering af et spa- og wellnesscenter på Ærø, kan det vare noget inden det bliver en realitet.

Projektet har et samlet budget på 6,5 millioner, og så længe finanskrisen raser, bliver det formentlig svært at skaffe de manglende 4,5 millioner kroner.

Det mener direktør Ruben Nielsen, Hotel Ærø Strand, som står bag projektet.

Oprindeligt var det håbet at stå klar med et center sidst i 2009.

- Men det er nok ikke realistisk nu på grund af finanskrisen, siger Ruben Nielsen.

Købedygtigt publikum

Centret kunne ellers blive et stort løft for Ærø.

Det ventes at tiltrække 10.000 overnatninger om året. Hertil kommer, at sundhedsturister erfaringsmæssigt bruger flere penge under deres ophold end gennemsnitsturister.

Meningen er, at en del af turisternes oplevelse skal bestå af gode, lokale kvalitetsfødevarer, så centret bliver til gavn for øens øvrige virksomheder.

Oversigt

    Oversigt