Sundhedspersonalet på sygehusene bør droppe de farvestrålende plastiksandaler. Det mener Medicoteknisk Afdeling i Region Syddanmark, der har samlet erfaringer med skoene fra sygehusafdelinger i Danmark og set på erfaringer fra Norge og Sverige.
Sandalerne er på kort tid blevet et hit blandt personalet på landets sygehuse. Men de risikerer at ophobe så meget statisk elektricitet, at det kan gå ud over det medicinske udstyr.
- Vi har fundet frem til i hvert fald en hændelse i Odense, hvor en infusionspumpe gav alarm formentlig som følge af ophobet statisk elektricitet hos sygeplejerskerne, og der findes lignende tilfælde i Norge og Sverige, fortæller Kalle Thøgersen, leder af Medicoteknisk Afdeling.