I det fynske folks tjeneste

Min mening: Sundhedspolitik er klimapolitik

Den vigtigste dagsorden for folketingsvalget er klimaet og klimakrisen. Den gennemsyrer alle andre dagsordener.

01:45

Vi skal gøre det nemt at spise og leve sundt, mener Line Gessø Hansen fra Alternativet.

Af Line Gessø Hansen, folketingskandidat for Alternativet

Vi står i et dilemma; hvis vi ikke passer på vores jord, så vil vores livsvilkår ændre sig. Hvis ikke vi ændrer os, så bliver vi tvunget til det af omstændighederne. Uanset er vi nødt til at forholde os aktivt til klimaet og alt hvad det medfører.

MIN MENING - PÅ VEJ MOD VALG

 

Frem mod det kommende folketingsvalg får de fynske folketingskandidater mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger. Under rubikken ”Min mening” kan kandidaterne skrive indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgerne

Sundhedspolitik er klimapolitik. Forureningen af vores luft, vand og madvarer påvirker vores sundhedstilstand. Verdenssundhedsorganisationen WHO angiver, at klimakrisen er den største trussel mod folkesundheden. Vi kan tale om hvad det koster, men dybest set, har vi ikke råd til at fortsætte som vi gør nu. Hverken økonomisk eller helbredsmæssigt.

Sygdomme der hænger tæt sammen med det miljø vi omgiver os med er stigende. Det kan skyldes forurening, pesticider, sprøjtemidler og ophobning af tungmetaller. Der er et stigende antal borgere der bliver allergiske og får astma. Fertiliteten er faldende, det bliver sværere at få børn. Vi ser desuden en række neurologiske sygdomme, sclerose, ALS, demens, adfærdsforstyrrelser. Disse kan i nogle tilfælde tilskrives ophobninger af tungmetaller i kroppen. En større sag med sygdomstilfælde i og omkring Grindsted værket er ved at blive undersøgt. Vi kan ikke sidde det overhørig, når vi bliver syge af vores mad, vand og luft.

Vi kan gøre det nemt at spise og leve sundere. Derfor mener jeg at vi skal skabe incitamenter til at vælge det sunde. Lad os fjerne moms på frugt og grønt der er økologisk og lokalt produceret. Drikkevand skal være tilgængeligt flere steder i byer og offentlige områder. Man bør kunne fylde sin drikkedunk med rent vand gratis altid. Det er vigtigt at vi monitorerer vores vandboringer, sådan at det vand vi drikker ikke er giftigt. Vi skal begrænse landmændenes brug af sprøjtemidler og lægge om til mere bæredygtigt, økologisk landbrug. Vi skal stoppe med at forurene havene. Biler, fly og andre transportmidler skal gradvist væk fra fossile brændstoffer. Det betyder at vi politisk skal nedsætte afgifterne på de grønne og energivenlige biler, sådan at almindelige mennesker har råd til at købe dem.

Jeg foretrækker klart at vi selv tager styringen, at vi lægger livet om gradvist til en mere grøn og bæredygtig livsstil. At de politiske beslutninger skaber incitamenter til at vælge grønt, sundt og miljørigtigt.

Klimapolitik er sundhedspolitik. Jeg går til valg på rent vand, ren luft og mad uden giftstoffer. Det er helt naturligt.