I det fynske folks tjeneste

Supercykelsti klar til brug

Tirsdag blev den første etape af de nye supercykelstier i Odense indviet.

Stien er en udvidelse af Langesøstien. Stien er blevet udvidet, så den danner en bred cykelsti, der giver mulighed for, at op til fire personer kan køre ved siden af hinanden på samme tid.

Det betyder, at man kan køre både langsomt og hurtigt på strækningen

- Det er dejligt, at den første etape af supercykelstien nu er klar til brug. Det bliver en stor gevinst for Odense med et kommende net af supercykelstier, der både kan give trygge cykelture og god plads til motionsryttere og samtidig opfordre flere til at bruge jernhesten, når de skal rundt i byen. Det er godt for miljøet, og så giver det god motion at træde i pedalerne, siger By og kulturrådmand Steen Møller, Kons.

Næste år åbner den etape, som går fra Frederiksgade via Rødegårdsvej til Niels Bohrs Allé. Stien etableres med støtte fra Transportministeriets grønne trafikpulje.

Fakta om supercykelstien

  • Sypercykelstien går fra Paarup Skole til Hans Tausens Kirke og tunnelen under Rugårdsvej.
  • Supercykelstien er 3,5 km lang og tager ca. 11 min. på cykel
  • Beplantningen er tyndet ud. Der er åbnet op til de tilstødende parker, og belysningen på strækningen er skiftet ud til led-lys, så natsænkningen nu muliggøres, uden at man skal slukke hver anden lampe
  • Desuden er der etableret nye bænke, cykelparkering og en ekstra luftpumpe på strækningen, så der nu er to
  • Supercykelstien er karakteriseret ved, at alle kryds med større trafikveje sker niveaufrit
  • Resten af udvidelsen af Langesøstien er færdig i april 2015

Ved du noget? Så send os et tip