I det fynske folks tjeneste

Én for kemo og én for hårtab: SuperSnøren er et billede på Antons kræftbehandling

Niårige Anton Helbo-Themsen gennemgik i 2014 en hård kræftbehandling. Det forløb bliver han og familien husket på med SuperSnøren, der på en farverig måde kortlægger Antons behandling.

00:29

For Antons mor, Jeanette Helbo-Themsen, har SuperSnøren været et rigtig godt redskab til at tackle et svært forløb.

Ved siden af familien Helbo-Themsens kalender i køkkenalrummet hænger der en lang, farvestrålende perlekæde. Det er familiens niårige søn Anton, der for fem år siden lavede perlekæden, men den er hverken lavet i skolens SFO eller som julegave til mor og far.

Læs også Regioner beder om hjælp til at sikre kræftundersøgelser

Den blev lavet, da Anton var syg af leukæmi og indlagt på Lund Sjukhus i Sverige i 2014 og er et præcist billede på den behandling, han modtog. De farverige perler beskriver nemlig forskellige dele af behandlingen som indlæggelse, kemoterapi og operation.

I dag er Anton en frisk dreng, der går i 2. klasse og spiller rollespil. Men de farverige perler hænger på snoren og minder familien om alt det, Anton har været igennem med sin sygdom. Kæden tog han nemlig med sig fra Sverige, hvor en af hans danske sygeplejerske satte sig for at indføre den i Danmark. Med støtte fra Børnecancerfonden kom snoren til Danmark i 2015 med navnet Supersnøren.

Da livet blev vendt på hovedet

Anton fik konstateret leukæmi i 2013.

- 6. marts 2013 vendte vores liv fuldstændigt, og alt, hvad man havde af glansbillede blev lige hamret til, husker Antons mor, Jeanette Helbo-Themsen.

SuperSnøren

  • SuperSnøren blev indført til Danmark i efteråret 2015 og er finansieret af Børnecancerfonden. Den tilbydes til børn i behandling på Aarhus Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital, Odense Universitetshospital og på Rigshospitalet.
  • Med SuperSnøren bygger børnene under behandlingsforløbet deres egen unikke perlekæde, hvor hver perle symboliserer de forskellige trin i behandlingen.
  • Der er fx en perle for indlæggelse, én for kemoterapi og én for operation – men der er også en særlig perle for en god eller en dårlig dag.
  • Perlerne hjælper barnet til at fortælle sin egen historie og synliggøre alt det, det har mestret gennem sit sygdomsforløb.
Se mere

Efter seks måneders behandling på Skejby Sygehus blev Anton udskrevet, men i marts 2014 fik han et tilbagefald og blev indlagt i Sverige. Her havde de lige fået SuperSnøren.

- Det skabte en form for glæde i en hård tilværelse. Børnene havde noget at se frem til, at de om aftenen kunne komme op og få en perle for det, de havde været igennem, fortæller Jeanette Helbo-Themsen om de første oplevelser med supersnøren.

00:28

I familien taler de af og til om SuperSnøren. Anton kan ikke huske så meget af behandlingen, men han vil gerne vide, hvad perlerne betyder.

Luk video

De mange forskellige, farverige perler kunne nemlig give et lille barn lidt ro i et turbulent behandlingsforløb.

- Vi stod med et lille barn på fire år og vidste ikke, hvad der skulle ske. Så vi kunne bruge SuperSnøren til at fortælle, hvad der skulle ske. At når han havde fået så og så mange perler, så skulle han hjem, forklarer Jeannette Helbo-Themsen.

Læs også Alle forældres skræk: Seksårige Ida fik leukæmi

Sygdommen bliver synlig

Anton kan ikke huske ret meget fra sit sygdomsforløb, da han ikke var ret gammel. Selvom hans mor er glad for, at de mange indlæggelser og ubehagelige oplevelser med kemoterapi og medicin ikke ligger lagret i Antons hukommelse, betyder det alligevel meget, at de har SuperSnøren til at minde dem om tiden og snakke om alt det, Anton og familien har været igennem.

- Vi brugte den til, at familien kunne se den, og så han selv kunne vende nogle ting, hvis han havde behovet, siger Jeanette Helbo-Themsen.

Alle perlerne på SuperSnøren betyder noget forskelligt. Der er eksempelvis perler for anlæggelse af sonde, hårtab, indlæggelse og når det  Foto: Børnecancerfonden

Under indlæggelsen kunne familien forklare Anton om forløbet på en måde, som han kunne forstå. Når han havde fået fire af de orange perler, var han færdig med kemoterapi, og han kunne komme ud af isolation, når perlen formet som en lille snegl sad på snoren. Det blev en god fortællesnor, som både Anton, familien og personalet kunne bruge på deres måde.

- Det er jo en farverig snor, der fortæller en barsk historie, nikker Jeanette Helbo-Themsen.

Når Anton går forbi snøren i køkkenalrummet, kan han godt finde på at kigge op på den og spørge ind til betydningen af perlerne.

- Snoren hænger fremme, for det er jo en del af Antons historie og noget, han har med i sin bagage, siger Jeanette Helbo-Themsen.

Antons højde i perler

00:08

Antons SuperSnøre er fyldt med perler, som viser alt det, han var igennem i 2014.

Luk video

SuperSnøren er næsten lige så lang, som Anton er høj. Det vidner om de mange forskellige ting, han har været igennem. Han kan godt lide at kigge på perlerne, men stod det til ham, så snoren lidt anderledes ud.

- Jeg synes, at det er nogle lidt mærkelige farver, fordi jeg har flest kemoperler. Jeg synes godt, at kemo kunne have været en anden farve end bare orange og hvid og grøn. Det bliver lidt kedeligt at kigge på, siger Anton Helbo-Themsen, mens han kigger på den lange snor.

Det er jo en farverig snor, der fortæller en barsk historie.

Jeanette Helbo-Themsen, mor til Anton

For selvom perlekæden gemmer på en lidt hård historie, er SuperSnøren i dag mest en pyntesnor for Anton.

- Du var meget glad for den dengang, smiler Jeanette Helbo-Themsen til sin søn.

Fra Sverige til Danmark

Anton var den første dansker, der fik en perlesnor over sit behandlingsforløb, og han tog snoren med sig hjem fra Sverige. Her viste en dansk sygeplejerske stor interesse for snoren, og det handlede nu om at se, om der kunne skrabes penge ind til den.

- Jeg kunne godt have været den eneste, siger Anton Helbo-Themsen og får sin mor til at grine.

- Ja, han ville gerne have haft eneret på den snøre, siger hun.

Anton hænger sin SuperSnøre på plads på kalenderen i køkkenalrummet. Så kan han altid kigge på den.  Foto: Mads Ingemann

Men i efteråret 2015 blev SuperSnøren indført i Danmark finansieret af Børnecancerfonden.

- Jeg synes, at det er genialt. Det er et virkelig godt redskab både for de små og for de store. Der er ikke to forløb, der er ens, så du finder heller ikke to ens SuperSnører, siger Jeannete Helbo-Themsen.

Læs også Rekord mange millioner til Børnecancerfonden

Siden 2015 har 150.000 perler været med til at gøre en forskel for kræftramte børn og deres familier. For Jeanette, Anton og resten af familien gjorde deres SuperSnøre en stor forskel både under og efter behandlingen. Hun håber, at det vil få den samme effekt for de danske familier, der nu kan hænge en af de farverige kæder op i hjemmet.

- Når den sidste perle kommer på, så er det jo en kæmpe forløsning, fordi det er punktummet i et rigtig hårdt kapitel, nikker hun.