I det fynske folks tjeneste

Supersprinter kommer til Fyn

Den tredobbelte etapevinder i Tour de France, André Greipel, deltager i årets Post Danmark Rundt. Han er ikke med på dette billede, der er fra arkivet.

Tyske André Greipel er med i feltet, når Post Danmark Rundt kommer til Fyn i August.

Han har lige vundet tre etaper i verdens hårdeste cykelløb, Tour de France. Til august skal den tyske sprinter André Greipel kæmpe om at blive første mand over stregen i Post Danmark rundt.

André Greipel kommer til Danmark i spidsen for det belgiske Lotto-Belisol, hvor også danske Lars Bak, udråbt til verdens bedste hjælperytter og etapevinder i Giro d?Italia, er med.

- Vi kommer til at opleve en parade af superstjerner i årets Post Danmark Rundt. Det bliver det stærkeste felt nogensinde, og jeg glæder mig specielt til de store sprinteropgør mellem verdens bedste sprintere, siger løbsdirektør Jesper Worre.

Men måske bliver Greipel overstrålet af en endnu større stjerne. Den nykårede Tour de France vinder, engelske Bradley Wiggins, er nemlig også et emne til årets udgave af Post Danmark Rundt. Det er dog ikke bekræftet endnu.

Post Danmark Rundt kommer til Fyn den 25. august, hvor den 90 kilometer lange 4. etape starter i Ringe, og slutter i Odense.

Ved du noget? Så send os et tip